DET UDVIDEDE PRODUCENTANSVAR

Det udvidede producentansvar for emballage træder i kraft i Danmark den 1. oktober 2025. Dette initiativ pålægger virksomheder, der markedsfører emballerede produkter, ansvaret for hele emballagens livscyklus, herunder finansiering og organisering af indsamling, sortering og behandling af emballageaffaldet.

Hvem er omfattet? Alle virksomheder, der sætter emballerede produkter på det danske marked, er omfattet af producentansvaret. Dette inkluderer både producenter, importører og distributører. Det er typisk den virksomhed, der først tilgængeliggør emballagen i Danmark, der pålægges ansvaret. Dog er virksomheder som sætter mindre end 8 tons emballageaffald på markedet undtaget for betaling (bagatelgrænse), men skal også som andre registrere den markedsførte emballage hos DPA (Dansk Producent Ansvar). For Mikrovirksomheder, som betegnes som en virksomhed med under 10 ansatte og en omsætning mindre end 15 mio. DKK, gælder en særregel om at der ikke skal indberettes, medmindre mikrovirksomheden importerer emballage fra udlandet.

Hvilken emballage er omfattet? Som udgangspunkt er al emballage omfattet af producentansvaret. Dette inkluderer salgsemballage (primæremballage), multipak (sekundæremballage), transportemballage (tertiæremballage) og serviceemballage. Dog er emballage omfattet af det danske pantsystem undtaget.

Formål med producentansvaret: Det overordnede formål er at reducere mængden af emballageaffald, fremme genanvendelse og motivere virksomheder til at designe mere miljøvenlig emballage. Dette er en del af overgangen til en cirkulær økonomi, hvor ressourcer udnyttes mere effektivt.

For yderligere information kan du gå ind på: www.emballageretur.dk/producentansvar-for-emballage/